At vokse op med alkohol

Voksne, der drikker for meget, magter ikke altid at tage sig af deres børn. Det kan komme til udtryk i manglende madpakker, beskidt tøj, rod og flasker i hjemmet. For de fleste er det største svigt dog mere usynligt i form af forældrenes manglende nærvær og manglende evne til at spejle deres børns følelser. Derfor er man som barn af en alkoholafhængig ofte overladt til at klare tingene selv; at være den voksne. Som voksen reagerer man omvendt ofte med uhensigtsmæssige strategier fra barndommen. Det kan være en tung belastning i hverdagen.

Mange voksenbørn har svært ved at mærke sig selv og egne grundfølelser som vrede, sorg eller angst. Det kan give problemer, når man som voksen skal indgå i parforhold eller drage omsorg for sine egne børn. Mange føler sig anderledes og ensomme, selvom de er samme med andre, og mange voksenbørn er meget selvkritiske og perfektionistiske. Nogle skader sig selv med alkohol, stoffer, cutting eller spiseforstyrrelser. Samtidigt er mange voksenbørn meget målrettede og ambitiøse og besidder ofte gode jobs og gør karriere.

Hør vores podcasts

Hør Matias fra LUA og Anja fra behandlingstilbuddet Ung Revers fortælle om, hvordan man kan få hjælp til forstå konsekvenserne af sine forældres misbrug og mærke sine egne følelser igen (start 01:37)