Lænkens Unge Ambassadører – LUA er en medlemsdrevet forening for voksne børn af alkoholafhængige.

Alle i LUA er opvokset i familier, hvor en eller flere forældre har haft et misbrug af alkohol. Personer med anden opvækst kan også være medlem, blot man sympatiserer med LUAs formål og idégrundlag. Vi mødes månedligt og planlægger formidlingsaktiviteter og sociale arrangementer, søger fondsmidler m.m.

LUA holder foredrag med udgangspunkt i egne erfaringer og oplevelser med at vokse op i en familie med misbrug. Vi har også andre udadvendte aktiviteter – bl.a. stiller vi op til interviews, og vi udlåner vores flotte fotoudstilling til biblioteker, kulturhuse mv. Har du en idé til et samarbejdsprojekt, så kontakt os.

Læs mere om medlemskab her

Læs mere om samarbejdsmuligheder med LUA her

LUAs formål og idégrundlag

Lænkens Unge Ambassadører – LUA er skabt med formålet at medvirke til at opbygge netværk, skabe dialog, nedbryde tabuer og formidle viden om følgerne af en opvækst i familier med alkoholmisbrug.

Vi arbejder for at:

  • Vise mangfoldigheden blandt børn af alkoholafhængige og synliggøre deres ressourcer.
  • Fremme børneperspektivet i samfundsdebatten og alkoholbehandlingen med baggrund i egne erfaringer.
  • Skaffe midler til at igangsætte nye gruppebehandlingsforløb for voksne børn af alkoholafhængige over 25 år.
  • Skabe mulighed for, at børn fra familier med alkoholproblemer får behandling og hjælp til at håndtere følgerne af opvæksten – uanset alder.

LUAs møder

LUA ikke er et terapeutisk tilbud. Det er heller ikke en klassisk selvhjælpsgruppe i form af, at vi tager runder, hvor man fortæller om, hvordan man har det. Men vi har en fælles forståelse af, hvad det vil sige at vokse op i en familie med alkoholproblemer, hvilket ligger som en tryg fællesnævner i samværet.

Til månedsmøderne er der altid en dagsorden, og nogle byder ind, mens andre mest lytter. Som ny kan man dukke op et par gange og se tingene an, og man bliver naturligvis først opkrævet kontingent, når/hvis man har lyst til at være med. Én gang om året afholder vi generalforsamling. Vi kan altid bruge flere medlemmer – både til det sociale, som foredragsholder eller til de andre aktiviteter, vi har. Lige nu afholder vi kun møder i København, men vi har ambitioner om at oprette flere, lokale LUA-grupper ude i landet.

Det kan være, du har lyst eller evner inden for kommunikation, fundraising, lobby- og strategiarbejde, økonomi, organisationsudvikling eller sociale tiltag. Du kan også bare komme og mærke stemningen. Vi arbejder ikke som frivillige for nogen andre end os selv. Derfor er LUA det, vi selv gør det til. Hvis du vil være så skriv eller ring.

LUAs baggrund

LUA er en ung forening med få, men trofaste, medlemmer. Den hårde kerne har kæmpet for LUAs tilblivelse i 4-5 år, men først i juni 2016 blev vi stiftet med egen bestyrelse og vedtægter. LUA er vokset ud af ønsket om at udbrede viden om at vokse op med alkoholproblemer derhjemme + få flere i behandling. Mange af os har selv fået hjælp gennem Landsforeningen Lænkens gruppebehandlingstilbud for voksne børn af alkoholafhængige (læs mere under Behandling & Rådgivning).

Udover at have forældre med alkoholproblemer, er vi en broget flok i alderen 20-50 år med vidt forskellige baggrunde og vidt forskellige liv. Vi har en fælles mærkesag, som vi gerne råber op om: Alle, der som om os, er vokset op i familier med alkoholproblemer bør have fri adgang til kvalificeret behandling uanset deres alder. I dag gælder det kun for dem under 25 år. Og de drikkende har behandlingsgaranti hele livet. Det er ikke ok.

Det er en øvelse for os at arbejde sammen, råbe op og gøre opmærksom på os selv. Mange af os har hele barndommen øvet os i at falde i et med tapetet, når der var ballade derhjemme. Vi har sørget for at glemme os selv for at passe på resten af familien. Vi har brugt alt vores krudt på at skabe god stemning og være på vagt. Det har givet os en masse bøvl i vores voksne liv. Derfor har vi dannet LUA, for at have et fællesskab sammen med andre, der ved, hvad det betyder at komme fra en familie med alkoholproblemer.

Organisatorisk hører vi til som en lokalafdeling i Landsforeningen Lænken.

Læs mere om behandling og rådgivning her

Hør vores podcasts og læs om hvad det vil sige at være voksenbarn