55.000 kr. og et nyt VBA-behandlingsforløb

i Nyheder

Søndag den 30. april 2017 stillede Lænkens Unge Ambassadører for første gang op som én af 11 NGO’er i Danmarks største velgørenhedsløb YOU RUN. Løbet blev afviklet i høj solskin på en enestående rute midt i København – og i alt 75 personer havde valgt at løbe for at samle penge ind til LUAs sag.

LUA deltog for at sætte fokus på, at opvækst i en familie med alkoholproblemer kan give alvorlige følger langt op i voksenlivet. Vi løb for at få flere voksne børn af alkoholafhængige i behandling, og alle donationer skulle gå direkte til flere behandlingsforløb til dem, der ikke har andre stedet at gå hen.

Vi endte med at samle hele 55.000 kr. ind via vores løberes og donorers fantastiske indsats!

LUAs bestyrelse har efterfølgende besluttet at tage de resterende ca. 25.000 kr., der er nødvendige for at gennemføre et professionelt VBA-gruppebehandlingsforløb (forløb for Voksne Børn af Alkoholafhængige), fra LUAs kasse. Dermed er der foreløbigt sikret i hvert fald ét forløb for 16 personer i 2018.

Du kan læse et portræt af to af LUAs løbere på YOU RUNs hjemmeside her.

Hvis du vil vide mere om behandlingsforløbet, og hvordan du kan komme på en venteliste, så kontakt vores koordinator på 2273 6778.